Nej til grusgrav

onsdag den 15. april 2009

Planerne om grusgraven er opgivet

Det lykkedes. Vi slipper for en grusgrav mellem Gl. Rye og Ry. I stedet får vi juletræer.

Forklaringen kommer her i en pressemeddelelse, som Østjysk Grus A/S og juletræsavler Lars Geil har udsendt i dag:

Juletræer erstatter planlagt grusgrav mellem Ry og Gl. Rye

Entreprenør Morten Holl har solgt omstridt jordareal til juletræsdyrker Lars Geil.

Planerne om at grave grus imellem Gl. Rye og Ry er nu skrinlagt. Morten Holl fra Østjysk Grus har solgt jorden til Lars Geil, Langebakke ved Ry. Lars Geil vil indenfor de næste tre år indlemme den nyerhvervede jord i sin produktion af juletræer.

Beboere i Gl. Rye og Ry, naboer og alle med interesse for de meget omtalte grusgravsplaner, kan ånde lettet op. Skanderborg Kommune, Region Midtjylland og Naturklagenævnet er sluppet af med en varm kartoffel. Østjysk Grus trækker den 15. april sin ansøgning om tilladelse til at grave grus på ejendommen Rodelundvej 7 tilbage.

Ansøgningen om tilladelse til at grave grus var indgivet til Skanderborg Kommune i august 2008. Tidligere i 2008 vedtog politikerne i Region Midtjylland en råstofplan, der bl.a. gav mulighed for at grave grus på et 11 ha. stort område ved Rodelundvej. Morten Holl og Østjysk Grus ønsker med salget af jorden at finde muligheder for at grave grus andre steder i Østjylland.

Lars Geil vil med de nye marker udvide sin produktion af juletræer i umiddelbar nærhed af bopælen på Langebakke 2 i Ry.. Lars Geil er uddannet skovtekniker, har over tyve års erfaring med dyrkning og eksport af juletræer. Lars Geil arbejder i disse år med at højne kvaliteten af sine træer yderligere samtidig med at produktionen gøres så miljøvenlig som mulig.
Parterne ønsker ikke at oplyse prisen for jorden, der i alt udgør 37 ha.