Nej til grusgrav

mandag den 17. november 2008

Den planløse råstofplan

Der er ikke meget plan i råstofplanen, konstaterer Frede Johannesen, Emborg, i et indlæg i Midtjyllands Avis, mandag 17. november:
Der er ikke meget plan i den plan - nemlig Råstofplan for Region Midtjylland 2008.
Der er heller ikke meget grus i den grusgrav - nemlig den på Rodelundvej.
Det fremgår af den rapport om "Jord- og grundvandsforhold", der er udarbejdet for graveområdet.
Baseret på 5 boringer konstateres det i rapporten: "Øverst en lagfølge af velsorteret (fint til mellemkornet) siltet smeltevandssand. Denne lagfølge afløses typisk af moræner (moræneler/morænesand) i mægtigheder på mellem 0,95 og 3.50m. Herunder og til boringernes bund træffes igen smeltevandsaflejringer af sand med begrænset grusindhold."Under "Vurdering af råstoffer" står der blandt andet at "Stort set alle lagfølger af smeltevandssand er af bundsikringskvalitet." Det er et grusgravsprodukt, der anvendes til bundsikring af veje og bygninger.
Forespurgt angiver geologer hos rådgivningsfirmaer , at den kvalitet har stort set alle smeltevandssandaflejringer i Danmark. Man regner med, at af alle aflejringerne fra istiden i Danmark udgør smeltevandssand volumenmæssigt omkring 80 procen. De udgør overfladen i store dele af landet, og andre steder ligger de under et relativt tyndt morænelag som i Rodelund. Så det er ikke nogen sjælden forekomst eller særlig speciel kvalitet, som Regionen har fundet frem til i Rodelund.
Men sagen er jo også, at det ikke er Regionen, der har fundet råstoflokaliteten, men derimod nogle "tilfældige" jordejere, der ønsker at grave sand i det pågældende område. Så Råstofplan for Region Midtjylland 2008, som den fremstår i Skanderborg og tilgrænsende kommune, er ikke en plan men en registrering af eksisterende graveområder plus ovennævnte tilfældighed.
Al fysisk planlægnings fornemste mål må være at fremlægge planer med så få interessekonflikter som muligt. En råstofplan for grus- og sandudvinding skal naturligvis begynde med en geologisk registrering af samtlige forekomster.
Der udlægges så nogle graveområder efter, at der er gjort grundigt rede for konsekvenserne i forhold til byudvikling, grundvandsressourcer, natur, miljø, fortidsminder, trafikgener, støjgener, støvgener, turisme osv.Interessekonflikter er således på forhånd minimeret. Kommunerne kan så tage stilling til hvilke og i hvilken rækkefølge, de ønsker forekomsterne udnyttet indenfor de udpegede områder.
Kommunerne har ifølge administrationsvejledningen mulighed for at hindre en udnyttelse, når særlige lokale forhold taler herfor. Kommunalpolitikerne skal altså ikke nødvendigvis blot svinge et gummistempel. Det er jo også meningsløst.
I tilfældet med råstofgraveområdet - Rodelundvej kan det konstateres:
  • at det ikke er en sjælden forekomst,
  • at området ikke er udpeget som led i en gængs planlægning,
  • at der ikke er offentliggjort noget om de samfunds- eller miljømæssige konsekvenser, f.eks. i form af en VVM-redegørelse,
  • at Skanderborg Kommunes indsigelse er "bortkommet",
  • at kommunen derfor har klaget til Naturklagenævnet,
  • at nogle almindelige procedurer i offentlighedsfasen ikke er overholdt
  • at en gruppe borgere derfor også har klaget til Naturklagenævnet.

Er der tale om almindelig sjusk, om rod, om inkompetence, om overgangsproblemer i en ny administration eller om mangel på faglige ressourcer? I Region Midt? I Skanderborg Kommune? For i Danmark tror vi da ikke på ond vilje i det offentlige system!

Men det hele kan jo gøres om til det bedre eller i det mindste til en ny start uden grus i planlægningen. Lad os tro på det.

1 kommentarer:

  • Vi ser her på ny, hvor ringe planlægningen har været i Region Midtjylland i denne sag. Godt at borgerne var opmærksomme. Ellers var det gået helt galt.

    Af Blogger Sct Søren, Klokken 17. november 2008 kl. 18.59  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]



<< Start