Nej til grusgrav

torsdag den 20. november 2008

Udvalgsformand: Grusgraven ligger fint

Regionsrådet for Region Midtjylland drøftede onsdag 19. november sagen om grusgraven.

Se video fra mødet
Sagen er punkt nummer 36, som man kan gå direkte til fra listen under vinduet med videoen.

Eller du kan læse et referat af drøftelsen her:

Henrik Quist (EL) havde bedt om at få sagen på rådets dagsorden, og han indledte punktet med at redegøre for problemerne med hensyn til drikkevand, trafik og landskabelige værdier.

"Min egen indstilling er at afvente Naturklagenævnets afgørelse. Når den er kommet, vil jeg lade høre fra mig igen", sagde Henrik Quist.

Næstformanden i Regionens udvalg for Miljø og råstoffer, Kaj Møldrup Christensen (S) indledte sit indlæg med at erkende:


"Vi har begået fejl og er skyldig i mangler i forbindelse med sagen om udlæg af et råstof-område ved Rodelundvej i Skanderborg Kommune i forbindelse med behandling og vedtagelse af Råstofplan 2008 for Region Midtjylland."

Kaj Møldrup listede derefter de begåede fejl og mangler op:

  • En mail med kritiske kommentarer fra kommunens administration i idé-fasen i efteråret 2007 blev fulgt op af et møde, hvor råstof-områder blev reduceret fra 35 til 11 hektar.
  • Henvendelsen blev desværre ikke journaliseret.
  • Da hverken det kommunale udvalg eller byråd reagerede politisk og fulgte op på sagen i selve høringsfasen om forslag til råstofplan i foråret, gik der for alvor rod i sagen fra Rodelundvej.
  • Medvirkende hertil var også, at jeg i lighed med de øvrige medlemmer af Udvalget for Miljø og Råstoffer ikke var opmærksom nok på et bilag fra den 12. april med en ”oversigt over konkrete råstof-områder, hvortil der er kommet indsigelser, som bør politisk vurderes/diskuteres”.
  • Resultatet var, at vi ikke fik en grundig drøftelse af problemerne med at udlægge et råstof-område i et naturskønt område med store kulturelle værdier ved Gl. Ry. Altså på samme måde som i forhold til masser af andre steder i regionen – efter indsigelser fra borgere, foreninger og organisationer, kommuner og staten.
Kaj Møldrup konstaterede, at regionen nu må afvente afgørelse fra Naturklagenævnet. Først når den er kommet kan regionsrådet tage stilling til, hvilke muligheder der er for at handle i sagen. Han udtrykte håb om, at der kan findes en form for kompromis i sagen og lovede at stillle op til et borgermøde for at redegøre for forløbet og lytte til borgernes bekymringer. Han sluttede med følgende ord:

"Mit håb er, at det viser sig muligt at få udlagt området ved Rodelundvej som som et såkaldt råstof-interesse-område i stedet for et råstof-grave-område – af hensyn til mennesker og miljø og mange andre betydningsfulde forhold i det lokale område.
Jeg er overbevist om, at det ville være blevet resultatet, hvis vi havde sørget for en ”normal” og korrekt behandling!"


Udvalgets formand, Harry Jensen fra Venstre, kommenterede også sagen:

Han konkluderede på udvalgets vegne, at bemærkningerne fra Skanderborg kommune har været inddraget i planlægningarbejdet.

"Det er korrekt, at en email ikke er blevet journaliseret, men essensen af den mail er i hvert fald blevet synlig."

Harry Jensen fastslog, at Skanderborg Kommune varetager behandlingen af ansøgningen om at grave i det pågældende graveområde, og det er kommeunen "der kan fastsætte de vilkår som en tilladelse vil kræve."

Harry Jensen forholdt sig dernæst til de konkrete punkter i Henrik Quists henvendelse til Regionsrådet:

"Der står, at problemer af trafikal, natur og tursitmæssigt er af en sådan karakter, at dette område aldrig skulle være kommet på tale til udgravning."

"Med hensyn til det trafikale: Det er sjældent, der er råstofgrave, der ligger så godt trafikalt. Det ligger ved en rimeligt trafikeret vej med cykelsti. Der er mange andre steder, hvor der er en betydelig dårligere trafikbetjening."
Harry Jensen fastslog, at udvalget har den opfattelse, at råstofgrave fordeles decentralt ud over regionen.

"Ved vurdering af de reserver, der er, fremgår det, at kun knap 2 procent af de fremtidige råstofarealer ligger i Skanderborg Kommune, som udgør 4½ procent af befolkningen. Så skal man altså ud og genere andre dele af regionen, men det er måske det man vil?"


Vi venter nu på et forslag fra Harry Jensen om, at en fjerdedel af alle råstoffer i regionen skal graves i Århus Kommune, hvor hver fjerde indbygger bor.

1 kommentarer:

  • Dette referat giver anledning til bekymring. Hvordan kan udvalgsformand Harry Jensen forklare, at cykelstier skulle virke fremmende på udlægning af grusgrave? De findes jo kun fordi der er mange bløde trafikanter. Og mener han virkelig at der på Rodelundvej, Kyhnsvej og videre gennem Ry's rundkørsler og jernbaneoverskæringer er en god trafikbetjening som giver plads til flere tunge vogntog?

    Af Blogger Christian Dieperink, Klokken 27. november 2008 kl. 14.56  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]



<< Start