Nej til grusgrav

mandag den 27. oktober 2008

Regionen modtog indsigelser og 1161 underskrifter

Kirkeværge Sørens Krarup Frandsen og sognepræst Henrik G. Lund fra Gl. Rye sogn kørte mandag til Holstebro, hvor Region Midtjyllands udvalg for Miljø og Råstoffer havde sagen om grusgraven Rodelundvej 7 på dagsordenen.

Udvalget skulle bl.a. drøfte Gl. Rye menighedsråds protest mod råstofgraveområdet på Rodelundvej, og det var i den anledning, at Søren Krarup Frandsen og Henrik G. Lund søgte foretræde for udvalget med henblik på at kommentere og fremlægge protesten. '

Sammen med menighedsrådets protest afleverede Søren Frandsen og Henrik Lund en række andre indsigelser, således fra skolebestyrelsen og ledelsen på Gl. Rye skole, borgerforeningens indsigelse på vegne af Gl. Ryes borgere samt 1161 underskrifter mod grusgraven indsamlet på Ry-egnen.

Et samlet Regionsudvalg med formand Harry Jensen og Kaj Møldrup Christensen i spidsen foruden vicedirektør Hans Fredborg og øvrige embedsmænd tog venligt imod. Udvalget lyttede opmærksomt til protesterne, stillede spørgsmål, og lovede at kaste et nyt blik på sagen.

Så længe sagen ikke er afgjort fortsætter indsamlingen af underskrifter på nettet:
http://www.glrye.dk/indkomne/indsigelse-mod-grusgrav/


0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]



<< Start